3 gode råd til at overleve et langdistanceforhold

“Skal vi snakkes ved i morgen, eller ?…”


Jeg afslutter samtalen og tager head-settet ud af ørene.

Endnu en telefonsamtale med Sverige.

For tiden er min kæreste svensker.
Han bor i hvert fald i Sverige, hvor han studerer.
Vi bor derfor i hver vores land og har gjort det i mange måneder.


Det er et spændende eksperiment for et parforhold- sådan en distance.

Måske du selv har prøvet det?

Da min kæreste Mads og jeg startede med at være kærester, boede han i Århus og jeg i København. Gennem et års tid gav vi nærmest alle vores penge til DSB og diverse bus-selskaber. Så vi har efterhånden lidt øvelse i det der med, at se hinanden sjældnere end andre par.

Det er hårdt at savne hinanden så meget, og der kom i starten også flere svære situationer ud af at bo så langt fra hinanden og se hinanden så sjældent.
Hvem tager kontakten mest ? Hvordan kan vi mærke følelserne for hinanden, når vi nærmest kun snakker sammen over Skype? Hvad nu hvis en af os skulle møde en anden ?

Jeg tror, at det er følelser, som mange mennesker, der lever i langdistanceforhold, kender til.

Til gengæld holder den lange distance også et forhold “sprødt” i længere tid (som min tidligere dramalærer, Lise engang sagde- skønt udtryk i øvrigt! ) :)

Når man endelig ER sammen, bliver tiden mere intens og savnet kan gøre det endnu mere dejligt at ses igen.

Lever du i et langdistanceforhold? Eller er der udsigt til fysisk afstand over længere tid mellem dig og din partner ?

 

Her er 3 gode råd til, hvordan I får et (midlertidigt) langdistanceforhold til at fungere bedst muligt

 
  1. Lav en forventningsafstemning inden I flytter fra hinanden

    Afstem inden afrejsen, hvor tit I hver især har behov for at snakke/skype/skrive sammen.
    Hver dag? Hver 3. dag? Hver 5. måned ?

    Vi er forskellige- også indbyrdes i et parforhold- og vi kan have vidt forskellige behov for, hvor tit, vi skal have kontakt.

    Vær ærlige over for hinanden og anerkend, hvad I hver især har brug for. Har I meget forskellige behov, så find et kompromis.
    Vær også modige og ærlige hen ad vejen, hvis Jeres behov ændrer sig. Find tiden og energien til at få snakket om dét, der kan være svært- også selvom det ikke altid er så fedt at snakke om i telefonen.

  2. Dyrk DINE interesser, venner og gamle drømme

    Du har nu muligheden for helt selv at bestemme hvad DU vil.

    Du har i denne periode mulighed for at lave præcis det, som gør DIG glad, uden at skulle inddrage andre i dine planer og beslutninger.

    Når nu du alligevel skal undvære din kæreste, så få lidt sjov ud af det i denne periode og nyd, at du har frihed til spontane rødvinsaftener med vennerne, at tage tingene i dit tempo, lade opvasken stå eller udleve nogle af de personlige drømme du har, lære et nyt sprog på aftenskole, tage et kursus i vandski, gå ture, se din yndlingsserie, arbejde igennem, træne op til et løb, læse gode bøger osv.

  3. Stol på din kæreste og glæd dig over hans/hendes gode oplevelser

    Mange oplever uro, jalousi og utryghed ved at være væk fra deres kæreste over længere tid. Hvad hvis han/hun finder en anden? Hvad hvis jeg selv gør? Hvordan ved vi, hvor vi har hinanden?

    Det er meget normale og forståelige følelser.
    Men her kommer forventningsafstemningen ind i billedet igen. Og ærligheden.

    Er du bange eller bekymret for langdistancen, så sig det højt til din kæreste. Fortæl på en rolig måde, hvad du er bange for. Kan I finde nogle gode løsninger, der kan give tryghed for Jer begge ?

    I perioder med svære følelser er taknemmelighed den bedste medicin. Det oplever jeg i hvert fald selv gang på gang. Prøv at være taknemmlig for, at din kæreste har mulighed for- og er modig nok- til at tage ud i verden/landet og opleve nye ting og prøve sig selv af. Glæd dig over, at I der kommer nye ting at fortælle historier om, og at I hver især har mulighed for at udvikle jer og blive klogere på Jer selv.

    Har du flere gode forslag til, hvordan man kommer godt igennem en langdistance-periode i et parforhold ? S

    Så skriv meget gerne en kommentar eller skriv mig en besked.



3 vigtige elementer til at opbygge et godt og sundt parforhold

Kære dig!

Et godt og velfungerende parforhold kommer ikke af sig selv.

Punktum. Slut. Finale. Prut.


Jo, måske de første par måneder, når en forelskelse maler byen rød og stjernerne på himlen.


Efter nogle måneder damper det af.

Og her er det godt at blive bevidst om, hvordan vi opbygger et godt forhold til den, vi elsker.

For vi lærer det jo ikke i skolen.

Hvor kunne det være fantastisk, hvis der fandtes et fag i folkeskolen, der helt fra barndommen kunne gøre os klogere på relationer, tilknytning og måske ligefrem parforhold. Måske det kommer en dag, hvem ved ?


En ting er sikkert- skænderier, uenigheder og forvirring er utroligt almindelige og ikke til at komme udenom i et parforhold. Det kan ikke siges tit nok.


Men når det så er sagt, er der meget, som vi selv kan gøre, når vi ønsker glæde og tilfredshed i vores kærlighedsliv.


I et godt og sundt parforhold er der 3 ting, der er vigtige at kunne sigt til sin partner:


1. Jeg er her for dig

2. Jeg ser du har det svært. Det er derfor, jeg er her for dig

3. Jeg har det svært, jeg har brug for din opmærksomhed. Er du parat til at lytte?

(og ved dette spørgsmål må man svare- fuldstændigt legalt- JA eller NEJ. Og hvis man ikke er parat til det, ikke har overskud, tid, lyst til at lytte og tage en samtale lige nu, må man lave en fast aftale om at gøre det senere. fx. i morgen aften, når vi begge har fri, når børnene er i seng etc.)


At kunne tage snakkene- også de svære, om de ting der er sårbare, "farlige" eller ubehagelige er vigtigt. Og at have respekt nok overfor sin partner til at gøre det, selvom det er svært- er guld værd.


Kan man implementere disse elementer og leveregler i sit parforhold er man langt (!)


Men man lærer det ikke på en dag- faktisk øver man sig nok hele livet- men med disse 3 sætninger som rettesnor sætter man kærligheden forrest- og så er der altså bare længere vej til en skilsmisse.


Et par ord om parforhold

Det er sjovt- det der med parforhold….

Jeg går tit og tænker over det. Måske fordi jeg er par-terapeut. Måske fordi jeg selv befinder mit i et. 

Man forelsker sig i et menneske og udvikler sig (mere eller mindre sammen) derfra. Nogle skændes heftigt og voldsomt. Andre går mere stille med dørene. Nogle lukker låg på de følelser, der kommer op mens andre eksploderer, når trykket bliver for stort- dette på vidt forskellige måder.

Nogle gange formår man at få snakket godt og dybt om tingene. Ofte handler det om ens mod til at kigge på- og fortælle om- de ting, der irriterer, sårer, skuffer- og også ens mod og villighed til at kigge på, opdyrke, fortælle om, glæde sig over de ting, der er sjove, dejlige, varme, som fungerer og gør glad. 

Der er MANGE måder at have et forhold på- lige så mange måder, som der findes par i verden.

Hvis man skændes og river hovederne af hinanden, behøver det ikke, at være et svaghedsteg på jeres forhold. Spørgsmålet er, om I kan finde hinanden igen og få afsluttet konflikten på en god måde- gerne med et undskyld og en kærlig forsoning fra begge parter.

Hvis man sjældent skændes og egentligt går og hygger sig meget godt- sådan stille og roligt på den lidt hverdagsagtige måde, er det OGSÅ meget normalt. Måske er I gode til at snakke sammen, så konflikterne aldrig eskalerer. 

Sommetider fejer vi vigtige ord ind under gulvtæppet- men vigtige ord kan også siges på en rolig og konstruktiv måde. 

Der er mange måder at være i et forhold på, og søde venner- der skal ikke altid være sol og sommer i en kærligheds-relation- det er der ikke i nogen relationer. 

Justér Jeres forventninger og vand bevidst jeres kæreste med det sol og sommer i selv kan give af. Det kommer ikke altid af sig selv. Ro på. Du er god nok som du er- og I er gode nok, som I er- også som par.

I bestemmer selv, hvordan et rigtigt parforhold er for Jer! 

Kender du til kærlighedens 5 sprog ?

Vidste du, at man kan tale et kærligheds-sprog ?

En måde hvorpå man gerne vil give og modtage kærlighed til og fra sine nærmeste- og specielt i sit parforhold.
Jeg er for eksempel rigtig glad, når min kæreste giver sig tid til at være sammen med mig- en gåtur, en café-tur, en time på sofaen- med snak, tid, fuldt nærvær og uddelt opmærksomhed til miiiig… (ja, og "os" selvfølgelig) ;) :)

Nå, men jeg har altså “tid og nærvær” som mit primære kærlighedssprog. Hvilket har du ?

De 5 kærlighedssprog er:

1. Anerkendende ord
- Du føler dig elsket og glad, når din kæreste fortæller dig, at du er dejlig, smuk, sej, god, klog, flot, eller et godt menneske og anerkender dig verbalt og skriftligt i det daglige. Du er selv god til at sætte ord på alle de dejlige ting, din kæreste er og du anerkender meget.

2. Tjenester
-Du føler dig elsket, når din kæreste griber støvsugeren, tager opvasken eller bager dig en lækker kage. Du føler dig elsket, set og værdsat, når de daglige pligter bliver gjort af din kæreste med et smil og en selvfølgelig hjælpsomhed. Og du gør selv disse ting for at vise din kærlighed.

3. At modtage gaver
-Du oplever, at din kæreste virkelig ser dig, når hun/han kommer hjem med en lille gave en gang imellem. Ikke nødvendigvis en dyr ting- men en ting, der er tænkt over og lagt følelser i. At netop denne gave er tiltænkt dig. Du elsker sikkert også selv at give gaver til dem, du holder af og bruger tid på at finde på gode ting, som lige netop de ville blive glade for.

4. Fysisk berøring
-Du blomstrer op, når du modtager knus, kram, “nusning”, en hånd i din hånd osv. Du udtrykker din kærlighed ved fysisk berøring (udover seksuel berøring). Du har brug for fysisk at være tæt på din kæreste og er generelt fysisk overfor dine nærmeste og gode venner- fx. er du god til at give kram, et klap på skulderen eller tage din kærestes/vens hånd, når vedkommende er trist- eller glad. Fysisk berøring er for dig et tegn på kærlighed.

5. Tid til hinanden
- Du føler dig elsket og opløftet, når din kæreste og dig sætter tid af til at være sammen- med mobilen slukket og fuldt nærvær til hinanden. Det er underordnet for dig, hvad I laver- bare I er sammen om noget rart og eller en god oplevelse. Du viser din kæreste og dine omgivelser kærlighed ved selv at være meget tilstede, når I er sammen, spørge ind og lytte meget. Har du dette kærlighedssprog er selve tiden sammen vigtig- så længe I er nærværende med hinanden.

I et parforhold er det godt at vide lidt om, hvilket kærlighedssprog I hver især har.

For når vi har fokus på kærlighedssprogene, finder vi ud af, hvor mange kærlighedserklæringer vi modtager hver dag, uden vi måske før har lagt mærke til dem- fordi de ikke kom i vores eget “sprog” - og du ved, hvilke ting du kan gøre, for at få din kæreste, ven eller familiemedlem til at føle sig elsket og set.

For mig at se er noget af de vigtigste i et parforhold at få hinanden til at føle sig elsket- og hvis den ene konstant går rundt og støvsuger og laver grønstsags-supper, mens den anden finder på smukke ord og verbale kærlighedserklæringer- uden at man ved, at man må “snakke”sin partners kærlighedssprog, før vedkommende RIGTIGT forstår ens gestusser som kærligheds-erklæringer- så kan vi føle os meget lidt set og elskede, selvom vores partner prøver det bedste hun/han kan.

Så spørg idag din partner om, hvornår hun/han føler sig ALLERMEST elsket af dig. Og sørg så for at gøre nogle af de ting. Glæde og kærlighed avler mere glæde og kærlighed- og kan man tale sin partners kærlighedssprog er man allerede langt!