Par-samtaler for nybagte forældre

 

Når et lille barn fødes ind i en familie, er det ofte som en atombombe, der sprænger i det lille hjem. 

Hvis det er første barn, fødes der med den lille baby også en helt ny mor og far. Forældre-identiteten skal først nu til lige så stille at lande. 

Mange gravide par gør sig tanker om, hvordan livet bliver på den anden side af fødslen.

Men for LANGT de flestes vedkommende kommer det ofte bag på os, HVOR stor en omvæltning det faktisk er at få et barn. Ikke mindst i vores parforhold.

Mange kan føle sig helt på bar bund i det første år efter, at man er blevet en familie. Både personligt og i parforholdet. Det er helt utroligt normalt- men ikke altid let. 


I vores parforhold kan følelser, dynamikker og en stor portion træthed og manglende nattesøvn og overskud spille ind på så mange parametre og vise os helt nye sider af os selv og vores partner. Det kan være svært, forvirrende og til tider meget frustrerende.


De færreste sundhedsplejersker har hverken tiden eller uddannelsen til at tage de dybere samtaler med parrene, når de kommer ud i hjemmet for at se til baby. 

Men som parterapeut og sexolog med stor erfaring i at tale med par i 20érne og 30érne, der ofte har små børn, og med mine egne (til tider dyrtkøbte) erfaringer som mor og kæreste, har jeg tiden til at tage en samtale med jer, mens I står der midt i Barselsland og skal finde jeres ben i det nye liv.




I kan komme ned i min klinik i Århus, eller jeg kan komme hjem til jer.




Når jeg er i jeres hjem er det vigtigt for mig at skrive, at jeg INGEN krav har om rene gulve eller sovende/stille babyer, slet ingen forventninger om kaffe eller en udhvilet mor og far. Dette er vigtigt for mig at slå fast. 

Jeg er her kun for at skabe et rum for en samtale, som kan være svær og uoverskuelig selv at få sat i gang, når man står midt i barsels-orkanens øje. 

Jeg er her for at hjælpe jer med at få en lille smule overblik over, hvilke mønstre der pludseligt kan komme i spil i mellem jer, når overskuddet bare ikke er til stede, og hvordan der kan komme mere fokus på de ting, I sætter pris på hos hinanden.

Og allervigtigst- jeg er her for at minde jer om, at det I går igennem og oplever lige nu er fuldstændigt okay og mere end normalt. I gør det begge så godt I kan, det er jeg ikke et sekund i tvivl om-  sommetider skal vi bare lige mindes om det. 


Jeg kører ud til hjemme-samtaler i en radius af 40 km fra Aarhus C. 


Book en par-samtale for nybagte forældre her her

Se priser her